Kato (født Thomas Kato Vittrup; 13. september 1981 i Thisted) er en dansk DJ og producer inden for house-genren.
Kato startede med fire skolekammerater mobil-diskotek Power Players som 12-årig, og begyndte at spille som DJ på diskoteker som 17-årig.[1] Kato blev i 2003 nomineret til Danish DeeJay Awards.[2] Kato har i årene 2005-2009 remixet for andre artister, men har siden 2007 skrevet og produceret sin egen musik.
Han fik sit kommercielle gennembrud med singlen “Turn the Lights Off”, med sangeren Jon Nørgaard. Sangen blev udsendt den 1. januar 2010 og modtog platin for 30.000 solgte eksemplarer i starten af august 2010.
Kato udsendte den 1. marts 2010 sit debutalbum, Discolized på det danske pladeselskab disco:wax. På albummet optræder gæster som Jon, Outlandish, Dr. Alban, Terri B, U$O og Johnson. Anden single fra albummet, “Hey Shorty (Yeah Yeah Pt. II)”, der gæstes af rapperne U$O og Johnson, udkom den 26. april. Det blev Katos største hit til dato, med en placering som nummer to på den danske hitliste, samt over 30.000 solgte eksemplarer. Albummets tredje single, “Desert Walk”, et samarbejde med rapgruppen Outlandish, har solgt 15.000 eksemplarer.